Den danske pølsevogns historie
Faktisk var vi en del bagefter vores brødrelande Sverige og Norge. Omkring 1900 blev der allerede solgt pølser på gaden i Göteborg, Sverige og Kristiania (nu Oslo), Norge. På samme tid havde vi i Danmark en livlig handel på Københavns stadepladser. Her blev der forhandlet alt fra friske fisk til frugt. Men, ingen varme pølser?!
Stadepladserne var forbeholdt personer, der var blevet invalideret i en krig eller i industrien. Simpelthen datidens form for invalidepension. Reglerne herfor blev beskrevet i ”Reglement for Erhvervvirksomhed fra fast Stade paa Gade, Vej eller Plads, der er aaben for almindelige Færdsel i København”.
I 1910 søgte den danske pølsevogns fader Charles Svendsen Stevns om tilladelse til at forhandle varme pølser i Københavns gader. Københavns daværende politidirektør Eugen Petersen afviste dog blankt ansøgningen.
Anden gang er lykkens gang
Men Charles var heldigvis ikke så nem at slå ud. I 1918 søgte han igen. Sagen blev diskuteret frem og tilbage i mere end to år i de politiske korridorer. Den konservative borgmester Ernst Kaper så pølsevognene som en mulighed for at nedbryde restauranternes høje priser. Han havde nemlig tidligere forsøgt at få restauratørerne til at acceptere fælles standardprislister. Ernst Kaper mente nemlig, at restauranternes prisniveau var for højt, og så derfor pølsevognene som et pressionsmiddel mod de usamarbejdsvillige restauratører.
Ernst blev dog modarbejdet af blandt andre hotelforpagter Poul Møller, der ikke mente, at pølsevogne var påkrævet i København, samtidig henviste han til, at pølsevognene ville give ubehagelig konkurrence til kommunes egne folkekøkkener som netop var etableret. Ernst, der i sin studietid i Tyskland selv havde nydt at spise sig mæt ved pølsevogne, fik heldigvis sin vilje. I 1920 kom borgerrepræsentationen med følgende:
”Salget af Plser skal ifølge Andragedet foregaa fra dertil indrettede Vogne med faste Holdepladser indenfor den Tid, som er tilstaaet Restaurationer og beværtninger. Pølserne koges i Kobberkedler med Fyrsted under (Primusapparater) og leveres i et stykke Pergamym eller paa en lille Paptallerken med gratis Sennep. Prisen tænkes – om muligt – sat til 25 øre pr. Pølse, og Rundstykker leveres til nogenlunde samme Pris som hos Bageren…”
6 nye pølsevogne rullede ud
Charles Svendsen Stevns fik sin bevilling og kunne i 1921 præsentere 6 nye pølsevogne for pressen. Den 18. januar, blev den første dag, hvor danskerne for første gang kunne smutte forbi den lokale pølsepusher. En dag som bør fejres i det ganske land. Pølserne blev leveret af firmaet Søren Houlberg A/S som senere fusionerede med J. Steffensen og dannede Steff-Houlberg.
Pølsevognene breder sig
Indtil 1930 var der ca. 30 pølsevogne i København, ved 2. Verdenskrig udbrud var antallet oppe på ca. 60.
I trediverne lå omsætningen ved en pølsevogn fra 6 til 20 kroner om dagen. De bedste vogne kunne komme op på 100 kr. Lønnen var 5. kr. om dagen, og dertil skulle lægges en provision.
Pølsevognen blev selvstændig
Efter krigen blev stadepladserne givet til selvstændige pølsemænd som tidligere var ejet af to grosserer. De selvstændige pølsemænd skulle selv anskaffe deres vogne, hvilket startede den udvikling, der gør de danske pølsevogne til noget unikt. Pølsemændene var trætte af stå udendørs og fryse, derfor fik de konstrueret vognen, så de kunne stå i læ i dårligt vejr. Det var første skridt i retningen af den pølsevogn som Michael Schulstad har en samling af, og den pølsevogn vi kender i dag.
Særligt mellem 1950 og 1970 havde pølsevognene deres storhedstid. Vognene blev større og mere moderne men tabte fra 1970 markedsandele til stationære fastfoodrestauranter.
Pølsevognen i dag
Pølsevognene står i dag i de fleste større danske byer. I 1970’erne var der omkring 700 pølsevogne i Danmark, men i dag er antallet nede på lidt over 100. Nogle pølsevogne har også ændret udseendet lidt idet de er blevet stationære og er uden hjul.
Der bliver hvert år solgt omkring 116 millioner stk. pølser igennem pølsevogne, mindre pølseboder, grillboder, tankstationer, Ikea mf.
Kilde: Sinkelingo – En pølsevognsparlør